7 guld, 4 sølv og 3 bronze blev årets høst fra teknikholdet. To jyske mesterskaber, Olivers sejr ved Scandinavian Open og Jacob’s 2 pokaler for at gå bedste taeguk er de resultater, der kan kigges tilbage på i 2009. Sidst men ikke mindst, er Jacob netop udtaget til talentholdet, så han ca. 2-3 gange per måned, kommer til at træne sammen med landsholdet. Træner for teknikholdet, Carsten Borchert gør status og ser frem.
Det er en markant fremgang i forhold til 2008, hvor det endte med 1 sølv og 1 bronze. Herudover var målet for 2009 var udelukkende at få rutine, og finde ud af, om vi kunne gøre os gældende. Vi vidste fra stævnerne i 2008, at teknikverdenen, ligesom kampverdenen, er helt anderledes, end det taekwondo, der trænes til hverdag.
Både Jacob og Oliver har imidlertid igen og igen overrasket positivt og begge har i deres grupper, vist at de er blandt de bedste i landet.
Vi har i alt haft ca. 8-10 medlemmer i aktion. De, der har deltaget har måttet sande, at det kræver en del træning at deltage, og at man i de første 2-3 stævner har det svært. Så det er ikke anderledes, end når man starter til kampstævner. Man skal ind og mærke atmosfæren, få lidt rutine, så nerverne ikke får for stor indflydelse – og så er man i gang.
Det er en hurdle man skal over, for at få resultater. For Jacob’s vedkommende krævede det 4 stævner, inden han kom i nærheden af medaljerne.
Grundig indsigt i regler
Igennem hele 2009 har jeg via dommerkurser, deltagelse i 7 stævner, knytning af en masse kontakter, samt deltagelse i en masse træninger, sammen med teknikholdet i Vejle, forsøgt at få så meget viden som muligt om alle finesser og specialiteter indenfor teknik. Udgangspunktet for 2010 er derfor langt bedre end for 2009.
Overordnet set tæller resultaterne, og når jeg tænker tilbage på 2009, er det også med stor tilfredshed og stor glæde både over resultaterne og den træningsindsats, der blev lagt fra Oliver’s og Jacob’s side.
På trods heraf har der dog også været skuffelser. Med den fuldstændig fejlagtige bedømmelse af både Jacob og Oliver ved DM, der kostede mindst medaljer og formentlig også et danmarksmesterskab, som en af de store. Men sådan er gamet og alle der er involveret i taekwondo ved, at der altid vil ske dommerfejl, som man bare må komme sig over.
Er der interesse nok for et teknikhold?
I bund og grund, er jeg mere skuffet over at det ikke lykkedes mig, at få et større teknik hold op at stå. Vi har været i gang i næsten 2 år, men set over begge sæsoner, er det reelt set kun Oliver og Jacob, der har deltaget i træningen om søndagen, og ingen andre har deltaget i mere end et stævne.
Det er ikke helt tilfredsstillende, at bruge så meget tid herpå, så jeg har brugt juleferien til at overveje:
- hvordan der kan skabes mere tilslutning,
- om det skal køre i en anden form,
- andet trænings tidspunkt
– eller om det er tiden til at sige, at der ikke er basis for at skabe stort teknikhold. I første omgang holder vi en længere pause. Der er ingen stævner før til april, så der er et par måneder til at finde ud af om, eller hvordan teknikholdet skal fortsætte.
Jeg er helt åben overfor input, så har du en ide til hvad der skal til, for at øge deltagerantallet på teknikholdet, så er du meget velkommen til at sende mig en mail. Uanset hvilke forslag du måtte have, inklusiv måden træningen kører på, så vil jeg gerne have dem.
Til slut vil jeg ønske alle et godt nytår.
Carsten
Stort tillykke med de flotte resultater i 2009.
Ser frem til resultaterne i 2010.
Tillykke til Jacob med udtagelse til talentholdet.Håber også at det lyykes for Oliver i 2010.