Gode råd, som gør en graduering til en god oplevelse for alle.
- Kom i god tid. Mød ind ca. 9:30, så har du god tid til at skifte, betale og varme op. Vi forventer, at du er klar til start kl. 10.
- Taekwondopas! Nybegyndere har dog måske ikke fået deres endnu, men det behøver de ikke være bekymret for. De kan godt blive gradueret alligevel.
- Kend dit pensum. Alle har været igennem det, de skal kunne. Nu er det op til dig selv at bevise, at du kan det. Tjek selv pensum her og se en ordliste her.
- Beskyttelsesudstyr. Hvis du har eget udstyr, så tag det med i dojangen og stil det et sted, hvor du hurtigt kan komme til det. I får kun kort tid til at skifte til kampudstyr, så vær godt forberedt.
- Vanddunk. Vi vil ikke garantere en drikkepause, men hav alligevel en dunk klar.
- Stilhed i dojangen. Hvis du kommer til at sidde og vente, forventer vi at du sidder stille og er opmærksom på det, der sker i salen. Ligeledes tilhørernes mobiltelefoner, som bedes være slukket så udøvernes koncentration forstyrres mindst muligt. Trafik ind og ud kan foregå i naturlige pauser under gradueringen.
- Vær klar – og vis det! Måske det vigtigste. Graduering handler mindst lige så meget om Do (udstråling, energi, indstilling og vilje) som det handler om en flot taegeuk. Vis, at du vil det, også når du bliver træt.
Endelig skal alle huske, at I ikke bliver bedømt i forhold til jeres holdkammerater. Alle er født med forskellige evner og talenter, hvilket vi hensyn til i vores bedømmelse. Vi kigger både på jeres tekniske niveau og hvor meget I selv har forbedret jer siden sidste graduering. Med andre ord: Vi sammenligner ikke din præstation med din sidemands, så det giver ikke mening, at du selv gør det. Bare giv gas, så skal det nok gå.