Drengekæmper og førstegangsdeltager Oliver Stewart fra taekwondoklubben Chung-Un i Sønderborg havde fuld styr på spark og slag i weekendens teknikstævne, som blev afholdt i Skanderborg. Samtidig kunne den 49-årige sorte bælte Carsten Borchert fejre sin første konkurrence i mere end 20 år med en tredjeplads i seniorgruppen over 42 år.
I alt syv udøvere fra klubben, der for nylig fik hædret to Danmarksmestre, da Sønderborg fejrede byens mestre ved et arrangement i Alsion, deltog i stævnet, som havde samlet deltagere fra hele landet. Det var i øvrigt klubbens første deltagelse i et teknikstævne i mere end 10 år.
Særligt drengegruppen op til 12 år bød på en spændende konkurrence, hvor i alt 16 drenge kæmpede om podiepladserne. Det var i denne gruppe, at debutant og bærer af det blå bælte, Oliver Stewart på 11 år, efter tre runder kunne lade sig besmykke med en sølvmedalje om halsen, kun slået af Christian Skou Peterson fra Østerbro. I samme gruppe deltog Mikkel Iversen fra Chung-Un, der sluttede på en 10.plads.
I gruppen for højgraduerede drenge op til 14 år måtte rødbælterne Jacob Vahlun (11år), Jeppe Jonstrup (11) og Tobias Heissel (12) også bøje sig for overmagten, og sluttede alle uden for medaljekampen, ligesom Peter Stewart (39) i seniorgruppen op til 42 år.
Til gengæld kunne Carsten Borchert (2. dan) glæde sig over sin tilbagevenden til konkurrencesport med en tredjeplads i seniorgruppen over 42 år. Her måtte dog erkende, at overmagten var for stor i skikkelse af Dannie Frederiksen (6. dan) fra Vejle, som tidligere på året vandt guld ved de Nordiske Mesterskaber i teknik, og Bodo von Münchow (3. dan), der er leder af det danske tekniklandshold, som indtog henholdsvis første- og andenpladsen.