Årets første medaljer

[singlepic=940,320,240,,left]Lørdag den 7. februar deltog Jacob Vahlun og Carsten Borchert i årets første teknikstævne i Skive. På trods af at Skive ligger rigtig langt væk, var der rigtig mange deltagere – også fra de store klubber på Sjælland. Her fortæller Carsten om dagen.

Jacob var første mand i ilden og alle modstanderne var gamle “kendinge” fra DM, så målet var igen at undgå sidste pladsen. Første poomsee var Koryo, der for mig at se blev gået rigtig flot og karakter gennemsnit på 6,8, 0,6 point højere end ved DM! Næste taeguk var Youk-jang, Jacob var helt rolig opnåede igen 6,8 og havde dermed vundet bronze. Efter afviklingen viste det sig at vinderen ikke længere var børnekæmper og dermed tilmeldt forkert klasse, så slutresultatet blev en flot sølvmedalje. Stort tillykke til Jacob og eftersom Jacob stadig har 2 år tilbage i klassen giver det masser af håb for fremtiden.

Langt ud på eftermiddagen var det så min tur til at få endnu et come-back. Overordnet set gik det ok, men jeg måtte igen se mig klart distanceret af Bodo Von Munchov fra Rødovre og selvom det blev til en bronzemedalje, skal det nok tages i betragtning at der kun var 3 deltagere. Der er langt til de 2-3 bedste i landet, men i den gruppe der kommer herefter, er det mit klare mål at rutine skal rykke rundt på pladserne, så jeg fremover får bedre placeringer.

Vinterferie for alle hold i uge 7

Lidt godt nyt til de ømme muskler og tæer rundt omkring i klubben. Det er vinterferie, og derfor holder alle hold træningsfri i uge 7.

Dennis har dog tilkendegivet, at han vil være at finde i klubben mandag og onsdag mellem 19 og 20, hvor han vil køre lidt konditions- og kamptræning. Så hvis du føler, at du har lidt energi i overskud eller skal snart til kampstævne, kan du kigge forbi til en hyggelig gang træning.

Generalforsamling – sådan gik det

Taekwondoklubben Chung-Uns generalforsamling den 2. februar var en ganske begivenhedsrig affære. To kampvalg, et sundt regnskab og årets Flidspræmie til Carsten Bochert tegnede et billede af en velfungerende klub, der nyder stor opbakning fra sine medlemmer.

I alt 17 ud af klubbens cirka 85 medlemmer mødte op på Sønderborghus for at høre om året der gik og hvad der venter forude. I sin beretning konstaterede formand Allan Paulsen, at selvom deltagerantallet ikke var så stort som sidste år, var det ikke et tegn på manglende engagement i klubben.

20 nye medlemmer
Allan noterede, at klubben havde nået sin målsætning om at tiltrække 20 nye medlemmer i 2008. De fleste af disse er tilknyttet børneholdene. For voksenholdet har det vist sig at være en større udfordring at holde på nye udøvere. Til gengæld står klubben godt rustet på trænersiden, hvilket er et stort plus, idet mange andre klubber har meget svært ved at fylde trænerpladser ud.

Gode resultater på banen og en flidspræmie
Både på teknik- og kampsiden opnåede klubben i 2008 ganske fine resultater. Især teknikholdet, der ledes af Carsten Bochert, havde et spændende år, idet klubben startede stort set fra nul, men allerede nu gør god figur til stævner rundt i landet. Carsten har gjort en stor indsats for at sætte sig ind i regler, kontaktet andre klubber for gode råd og er iøvrigt selv begyndt at deltage i stævner. Det er blandt andet på grund af dette store arbejde, at han blev kåret som årets vinder af Flidspræmien.

Kontingent holdes i ro
Derudover fremhævede Allan Paulsen, at det igen i 2008 var lykkedes at holde kontingentet i ro og fastholde klubbens sunde økonomi, på trods af at kommunen har ændret i sin praksis for tildeling af tilskud. Kasserer Søren Paulsen fremlagde derefter et fint regnskab, der viste at klubben har en overordnet set sund økonomi. Blandt andet derfor har bestyrelsen besluttet, at der ikke vil være kontingentstigninger i 2009 samt at familierabatten fortsætter som hidtil.

Kampvalg gange to
Generalforsamlingen bød også på nyvalg til bestyrelsen, idet Rie Jürgensen og Jakob Kronborg ikke ønskede at genopstille. Thomas Dahl, Sille Hellesøe og Jakob Frins Petersen ville alle tre gerne med, men idet der kun skulle bruges to mand, var der derfor valg, hvor Jakob trak det korteste strå i afstemningen.

Nederlaget holdt imidlertid ikke Jakob tilbage fra at stille op som suppleant, hvor der igen var kampvalg – hvor også Niels Nygaard og Ingolf Milther Nielsen var på valg. Her måtte Ingolf dog se sig slået, og dermed kunne bestyrelsen byde Jakob velkommen som ny suppleant.

GENERALFORSAMLING, 2. FEBRUAR 2009

Taekwondoklubben Chung-Un afholder ordinær generalforsamling

MANDAG d. 2. FEBRUAR 2009
KL. 19.00
På SØNDERBORGHUS

Dagsorden:

1. Valg af dirigent
2. Godkendelse af dagsorden
3. Formandsberetning
4. Fremlæggelse af regnskab
5. Fastsættelse af kontingent for 2009
6. Indkomne forslag
7. Valg af formand
8. Valg af bestyrelsesmedlemmer
9. Valg af bestyrelsessuppleanter
10. Valg af revisorer
11. Flidspræmie
12. Eventuelt

Mød op og bak op om din klub. Generalforsamlingen er åben for alle medlemmer og forældre. Alle medlemmer og forældre har taleret. Alle medlemmer har stemmeret. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

PS. Al træning mandag den 2. februar 2009 er aflyst pga. generalforsamlingen.

Ferien er slut – alt tilbage ved det gamle

Juleferien er nu et overstået kapitel, og hverdagen vender nu tilbage. Således også her i Chung-Un, hvor træningen for alle hold starter op igen den 5. januar. Og hvis du kender en, der har lyst til at kaste sig over taekwondo, så tag ham eller hende med.

Årets første store arrangement bliver klubbens generalforsamling. Datoen er endnu ikke fastlagt, så hold øje med hjemmesiden for mere information.